En tidlig morgen i oktober 2000 kører Anne Meiniche hjemmefra i bilen med sin mand og sine fire døtre. På en landevej i Nordsjælland forandres hendes liv på ét sekund, da en anhænger fra en modkørende lastbil river sig løs og brager frontalt ind i familiens bil.

"To kaffe og en staveplade - historien om en ulykke" rt Anne Meiniches personlige beretning om at vende tilbage til livet efter 28 timer på operationsbordet og fem uger i respirator på Rigshospitalet. Om sorg, savn og sejre over dystre prognoser og om det pres, en familie udsættes for, når den usandsynlige ulykke pludselig sker.

Bogen er samtidig en reportage fra en ufrivillig rejse gennem et sundhedsvæsen, som på én gang er præget af store mangler og imponerede professtionalisme. Fortalt fra først til sidst med et stort overskud og befriende mangel på selvmelidenhed.

Denne bog er endnu en julgave. Jeg har aldrig hørt om den, men synes den lyder interessant, selvom det ikke er en genre der generelt interesserer mig.

Bogen var meget fangende, og selvom jeg begyndte på den i går aftes, er jeg allerede færdig med at læse den idag, tidligt på eftermiddagen.

Den er meget gribende, og jeg vil give anmelderene ret i at den på en og samme tid er meget personlig, men også giver et meget alment indblik i sundhedsvæsnet. I de sidste par år er der faktisk blevet gjort en del ved de problemestillinger Anne Meiniche tager op, og jeg er sikker på at hun er glad for denne udvikling. (Bogen er fra ca. 2003-2004)

Jeg vil klart anbefale bogen, der, som andre af samme genre, ikke er patetisk men sentimental med en humor, så den bliver til at holde ud at læse.

RELEASE NOTES:

Bogen vil blive lagt på en bænk i ventesalen.