Filosofisk klassiker, som jeg endelig har taget mig sammen til at tage ned fra reolen og læse.
En bog, der virkelig gjorde et indtryk. Oplevelsen spændte fra irritation over ubehag til nydelse af stor litteratur. Om den ensomme ulv, dyret i den dybt kultiverede mand, der her gør ham umådelig ensom til selvmordets rand. Og om hans møde med en kvinde, der via en række oplevelser med den i hans øjne underlødige kultur får ham til at leve igen. Men det er ikke uden smerte, uden ofre. Bogens grande finale er et voldsomt syretrip eller en hypnose. Han får en forfriskning, som nok skal forestille at være et halucinogen, for det får ham til at halucinere og i en række drømmebilleder får han præsenteret sit livs mange muligheder og længsler, hans livs muligheder bliver sat op som et skakspil, fejet af brættet, sat op på ny igen og igen, og han får muligheden for endeligt at rette op på fortidens fejl og komme overens med dem - og dermed at komme videre - eller hvad. I halucinationerne myrder han også Hermine, kvinden, der lærte ham at leve, men han bliver også irettesat af hans fine kultiverede kulturs ypperste repræsentant - Mozart. Er det et trip, er det virkeligt eller ikke, er det delvis virkelighed? Er noget af historien virkelig? Er Harry Haller Herman Hesse?
Det var en oplevelse at læse hele slutningen med halucinationerne og lytte til Doors samtidig. Det gjorde hele oplevelsen temmelig syret!
Man ser tydeligt tidens (1920'ernes) teknikskepsis. I menneskenes storvildtjagt på biler i halucinationen og beskrivelsen af "vor tids tekniske vidundere" som gramofoner og radioer som "latterlige apparat" ses en opfattelse af dette som noget umenneskeligt, fremmedgørende.
Hesse slutter med at sige, at bogen skildrer en lidelse, en sygdom - men en sygdom der fører til helbredelse, der er en løsning (som er svær at se i midten af bogen). Bogen har derfor et positivt budskab!
Fantastisk bog!
Først læst færdig 7/8-03.